Bramsnæsløbet 2013

Tekst

Skrevet af Christian Jørgensen

Vanen tro (jeg har gjort det en gang tidligere, og dermed allerede startet en tradition...) følger her en turberetning fra dagens løb. Denne gang var det Bramsnæsløbet der lokkede med små 80 kilometer.

Der var allerede 3 tilmeldte på boardet hjemmefra, nemlig Jesper Petersen, Jacob Nielsen og undertegnede. Det lykkedes mig at lokke Gitte Jørgensen med også. Onsdag aften poppede der en sms op fra Mikael Lund. Søreme om ikke også at han ville med, og vi aftalte at køre sammen derop.

Således aftalt, således gjort, og vi satte kursen mod Kirke Hyllinge i fyldt bil og med cyklerne på taget. Røverhistorier undervejs (Mikael deltog i sommercuppen onsdag).

Vel ankommet fik vi hentet startnumre og hilst på de sædvanlige vi nu engang altid render ind i når der er cykelløb.

Eneste minus var de smaskvåde veje ovenpå gedigne byger hele natten. Øv.

(Kold)starten gik. Der blev lagt godt ud og tempoet var højt. Allerede umiddelbart efter Kirke Hyllinge blev jeg "fanget" i noget der kunne ligne en gruppe 2. Ihvertfald var der et hul op til en cirka 40 mand et par hundrede meter længere fremme. Så var det med at lukke hullet. Pulsen sat på lidt over det formålstjenlige, men hullet blev lukket og jeg kunne restituere lidt i min nye gruppe. Jeg fik visuel kontakt med både Mikael og Jesper. Jacob kunne jeg ikke se.

Vi kørte sydpå og tempoet var godt i vejret. Gruppen bagved var nu væk, så det var bare med at hænge på. Det gjorde jeg så fint indtil efter Ejby, hvor jeg valgte en umiddelbart smart vej: cykelstien. Men feltet fortsatte ude på hovedvejen. Til stor irritation for en bilist (ham kommer jeg til senere...) som lå og dyttede voldsomt. Tempoet var nu oppe omkring 50 km/t og foran anede jeg rundkørslen. Jeg lå ret godt - alene - på cykelstien. Placeringen var idéel hvis vi skulle til højre i rundkørslen. Men det skulle vi ikke... længst over til venstre naturligvis, og den rundkørsel er en af de geniale (vejplanlæggere er IKKE cyklister) med vigepligt og cykelsti vinkelret på vejen. Den foromtalte bilist kom nu og stoppede DIREKTE foran mig og gestikulerede. Jeg kom forbi, men feltet var jo forlængst gennem rundkørslen og ude på vejen igen. I modvind og let stigning var det halsløs gerning for mig at gøre mig håb om at hente dem igen. Jeg spejdede istedet efter gruppen bagved, dog uden visuel kontakt. Jeg tog derfor beslutningen om at give den så meget gas jeg nu kunne og se hvad resten af turen kunne bringe.

Omkring Vellerup kørte jeg så forkert. For første gang... Jeg overså et skilt. Vidste dog at jeg skulle holde mod Venslev, så det gjorde jeg. Der stod så nogle og råbte "godt kørt", så jeg var åbenbart kommet før feltet. Øv.

Jeg holdt tempoet indtil Kyndby hvor jeg blev indhentet af en mindre udbrydergruppe. Jeg kunne holde deres hjul men følte lidt at jeg havde "snydt". Derfor valgte jeg at falde af og vente på feltet. Så kørte jeg forkert for anden gang... Jeg overså (igen) et skilt. Kom nu ud mod Lyngerup og så amtsvejen foran mig. Øv.

Jeg tog derfor en førerbeslutning: Kirke Hyllinge på bedst mulige måde og så droppe chippen inden mållinien.

Jeg nåede ikke 80 km men kun 72 km. Dog et snit på 35 km/t, hvilket jeg synes er ok når jeg tænker på at jeg fra 26 km havde kørt mere eller mindre alene.

I mål mødte jeg Gitte som kom trækkende imod mig. Hun var punkteret lige før mål, men var ellers kommet ind i fin tid (dog uklart hvilken tid, da chiptiderne i skrivende stund åbenbart ikke er registreret for alle ryttere (var også et problem for Lapio chippene under Storebæltsløbet)).

Efter ankomst til bilen fandt jeg en kop kaffe og mødte kort tid efter Jesper. Han kunne fortælle at Mikael desværre var styrtet. Vi fik Mikaels cykel og grej af en official og satte kursen mod skadestuen. I skrivende stund er han ok men forslået + muligvis et brækket ribben og kraveben. Øv. Furesø Cykelmotion er efterhånden et større opbud af skadede og sygemeldte cyklister. Jeg har fået strenge instrukser om at køre ordentligt til Grejsdalsløbet på søndag.