La Marmotte 2011/Flemming

Tekst

Oplevelser fra de Franske Alper med deltagelse i cykelløbet La Marmotte.

Skrevet af Flemming Pedersen

Jeg har skrevet en lille ”cykel-dagbog” om min tur til de Franske Alper, med afsluttende deltagelse i cykel løbet La Marmotte!

Lørdag d. 25/06:

Jeg startede hjemmefra ved middagstid, efter at have pakket hele formiddagen (Med sommerfugle i maven)! Turen til Frankrig skulle foregå sammen med Team Tåsinge, så mit første stop var Vindeby på Tåsinge, hvor min gamle kompis, Erik, bor! Vi skulle først køre kl. 18.00, så vi havde lige tid til at trille en lille tur på Kirke bakken og andre vilde tinder med stigningsprocenter helt op til 7% (vildt), men så var det da også en hel km.! Vi mødtes med resten af holdet kl. 18.00 på den lokale skole, hvor vi pakkede bilerne, og så gik turen mod Bourg d. Oisans. (Vi var 13 mand af sted og vi kørte i 3 personbiler og 1 transporter med alle cyklerne).

Søndag d. 26/06:

Ca. kl. 10.00 nåede vi frem til campingpladsen.

var træt og en puls som allerede efter den første km. Var i rødt felt (Og som bare nægtede at falde) tænkte jeg at det her er dog det tåbeligste jeg nogensinde har kastet mig ud i og hvordan skal jeg dog komme igennem løbet på lørdag, når jeg knapt kan klare løbets sidste stigning! Set i bakspejlet, var det nok heller ikke det smarteste at starte ud med ”Alpen” efter 1600 km. I bil, hele natten stort set uden søvn!

Mandag d. 27/06:

Nu havde vi fået en god nats søvn (Tro mig, jeg sov før jeg ramte hovedpuden) og sad og spiste morgenmad og snakken gik på hvilke strabadser vi skulle udsætte os selv for i dag! Det endte med at ”Alpen” skulle prøves igen (nu med friskere ben) om formiddagen, og så ville vi trille ud til L. Deux Alpes om eftermiddagen! Begge udfordringer blev gennemført af alle mand, men som dagen før, var der stor spredning lige så snart vi stødte ind i en knold! Jeg havde hørt at der nok ville gå et par dage inden jeg fandt bjerg benene, - jeg kan hilse og sige at det var ikke den dag jeg fandt dem! Selvom jeg kiggede alle steder efter dem!

Tirsdag d. 28/06:

Vi blev enige om at pakke bilerne (vi pakkede os i transporteren og to personbiler) med vores cykler, - køre i bil over Col du Glandon, som er ”løbets” første udfordring, parkere et sted imellem Glandon og Col d. Telegraf (som er andet bjerg på ruten) og så ellers køre over Telegraf og Col du Galibier (Nr. 3 bjerg) for at have set og prøvet det meste af ruten! Da vi kom i gang, lagde vi ud med et styrt lige ved opkørslen til Telegraf, en af gutterne kom op og ride på et baghjul, og lagde sig på asfalten! Heldigvis kunne både han og cyklen fortsætte efter at have børstet støvet af. Til gengæld blev Telegraf for en stor mundfuld for en af drengene og han valgte at vende om allerede efter 3 km. For mit eget vedkommende nåede jeg toppen af Telegraf, men valgte at stoppe der! Der var simpelthen ikke noget sovs i stængerne (Og tanken og frygten på hvordan jeg skulle komme igennem løbet blev meget intens). Men det gav så de resterende ryttere muligheden for at kunne køre videre over Galibier og helt hjem til campingpladsen, med undtagelse af én som (sammen med undertegnede og ham som var stoppet ved 3 km.) trillede tilbage efter bilerne. Jeg hentede transporteren og kørte efter rytterne så de havde service bil på vej hjem!

Onsdag d. 29/06:

Med de foregående dages ture i tankerne, skulle jeg beslutte hvad jeg der skulle ske! Var jeg simpelt hen for træt? - havde jeg ikke holdt de restitutions break som var nødvendige!? – Under alle omstændigheder var bekymringen stor. Egentlig ville jeg nok helst bare trille en stille tur ”uden bjerge”.

Det var generelt dagen hvor alle på en eller anden måde gjorde status og derfor endte det med at vi blev spredt for alle vinde og kørte af sted i små grupper med forskellige mål. For mit eget vedkommende blev det til at starte ud på ”ruten” mod Glandon og så ellers lade stængerne afgøre hvor langt jeg skulle op ad knolden! Heldigvis var det også dagen, hvor jeg fandt mine bjergben! Lige pludselig var de der! Og det endte med en rigtig god tur helt til toppen af Glandon og retur. Det var også dagen hvor jeg fandt den gode rytme og optimismen!

Torsdag d. 30/06:

I dag var jeg i syv sind om hvorvidt jeg skulle holde hviledag eller om jeg skulle tage en let tur! Det blev det sidste! ”Den anden vej op til Alpe d. Huez” – den er længere, og dermed også lavere stignings procenter! Endnu en dag hvor det spillede perfekt, benene var der stadig og det hele fungerede som det skulle! Det var også dagen for afhentning af start numre på toppen, så da vi nu var der alligevel, kunne vi jo tage dem med på vejen! Hele mål området var ved at blive etableret, - med indhegninger, boder med alt muligt cykeludstyr, - hjul, klinger, kranse, tøj, hjelme og ernæring. – Med andre ord, så var festen ved at starte!

Fredag d. 01/07:

Hviledag! - Vi var oppe på ”alpen” igen, men i bil! Og kun for at indsnuse stemningen, købe noget som vi havde masser af i forvejen og helt overflødigt! Det blev til en kasket og en bandana med de 21 virages!

Lørdag d. 02/07:

Så blev det løbsdag! Selvfølgelig har jeg stort set ikke sovet! Hele natte har jeg ligget og vendt og drejet mig og har kørt ruten igennem de første 10 gange! – Nå, men lidt søvn blev det da til, - for da uret ringede tidligere end tidligt sov jeg! Kl. 05.00 var der gang i hytten! Eftersom vores hytte var ”madhytten”, kom alle mand dryssende og fik noget i skrutten, lavede sandwich til turen osv. Alle gik rundt i hver deres lille boble og forberedte sig til løbet. Der blev dog talt en del om hvad man skulle tage på, og have med, af tøj! Temperaturen var ca. 8-10 C indtil solen kom op over bjergene og vi vidste at i løbet af dagen ville den stige til 27 C. For mit vedkommende endte det med at blive en vind og regnvejrs ting, som jeg havde på fra start og indtil den første stigning. Derefter kom den på, på alle nedkørsler og det fungerede fint!

Kl. 07.05 trille vi i samlet flok hen til starten i Bourg! Den første start gik kl. 07.00, Det var elite ryttere og super motionister! Vi var placeret i en gruppe for ”de tunge drenge” og vores officielle start tid var kl. 07.50, så vi nåede at stå og småfryse i en rum tid. Vi stod som sild i en tønde og kunne end ikke se frem til start linjen. Inden vi nåede frem til startlinjen, var kl. blevet 08.00, men da der er tidtagning via chip er det ikke noget problem! Nu var vi i gang! – jeg valgte at køre helt mit eget løb, men alligevel blev det til at de første 10 km. Lå vi 6 mand fra gruppen samlet. - Så startede første opstigning og derefter var det ikke meget jeg så til mine rejsefæller! Jeg fandt hurtigt ind i en god rytme og kom fint halvvejs op ad Glandon, så var mit forhjul fladt! Shit! Nå af med dækket og ny slange i, pumpe, pumpe, pumpe og piiiiiift, øv den nye slange også defekt! Endnu en ny slange i, og same shit! Nu havde jeg ikke flere slanger med, men heldigvis kom en af gutterne forbi i det samme og jeg fik en slange af ham! (har siden fundet ud af at det var slanger, hvor ventilen kunne udstyres med forlænger og at jeg sandsynligvis har fået skruet ventilen løs!!?) Men nu var slangen skiftet og jeg kom på dyret igen! Så gik det helt fint! Jeg kom op på Glandon, der var total kaos i depotet, men jeg kom igennem efter en del masen og havde fået fyldt flaskerne og spist en sandwich på vejen, så nu kom der en lang nedkørsel! De første 20 km. Var ikke min kop te, masser af hårnålesving, men jeg kørte ”sikkert” (læs langsomt) og blev overhalet af mange! Vel nede er der vel 20 – 30 km. Forholdsvis flad vej frem til starten af Telegraf. På det ”flade” stykke prøvede jeg at finde en gruppe og trille med, men de første jeg ramte kørte for langsomt, så det var først 10 km. Før Telegraf at vi var nogle stykker som fandt ind i et flow! Og så startede Telegraf! Og så var om at finde ind i klatre rytmen igen. Jeg kom fint op ad Telegraf, havde oven i købet overskud til at sidde og snakke med en franskmand fra Bordeaux! På toppen af Telegraf, var der ikke lige så mange ryttere og kaos’et virkede mindre, men da det kom til stykket, var vandkøen håbeløs og det var et slagsmål, så jeg satsede og kørte uden at få fyldt dunkene. – Det gjorde heldigvis ikke noget, for nedkørslen til Valoire er ganske kort og ikke ret langt op mod Galibier kom der et depot. – Her var der til at komme til og der var masser af frisk frugt, kager og tørrede frugter, så alle depoter blev fyldt! Nu gik turen så op mod Galibier! Det er langt, - man køre i en dal, med en konstant stigning på 6-8 % i ca. 8 km., så begynder det egentlige climb, som er 8 km. Med hårnålesving og 8-11%! – Det er nådesløst og værst af alt, kan man se slangen af ryttere der bevæger sig op ad, en, to og tre ”hylder” over en! Lige så langt man kan se! – De sidste 4 km. Op mod toppen gjorde virkelig ondt. Og så kommer man op, der er huset og tunnellen! – som man ”ikke” skal igennem, nej! – man skal lige køre yderligere en km. Op i luften! – Så 8 km. Stejl nedkørsel, de første to med mange sving og så bliver det længere stræk med bedre overblik! Vel nede fra Galibier havde vi vores ”eget” depot! Nogen fra Team Tåsinge, som var i Frankrig med et andet arrangement, men som havde plads til vores madpakker og vandflasker. Her sad to af gutterne som lige var landet og vi var iøvrigt de sidste! Her fik jeg et par sandwich, strukket benene og fyldt dunkene! Inden de sidste ca. 30 km. Nedkørsel! – Det er en god stor landevej med et fald på 4-5% det meste af vejen, så her kan man give den gas! – Eneste hindringer er at der næsten altid er modvind og at der er en masse tunneller, hvor man lige skal være opmærksom på at ”lyset slukker”, så solbrillen skal ned på næsetippen! – Så når man frem til en lille dæmning og så er der et par småbakker inden foden af L. Alpe d. Huez. – Og så startede helvede! Man køre fra flad vej og lige ind på 11-12 % og efter 165 km. Og 9 timer er det ikke ligefrem overskud man strutter af. Turen op på ”Alpen” tog ca. 1 time og 40 minutter! Jeg måtte af cyklen tre gange! – Første gang følte jeg mig helt tom og slugte 2 x gel og en bar, - anden gang var det for at fylde dunke, som var blevet tømt uhyggeligt hurtigt! – Og sidste gang fik jeg krampe i min højre fod! Lige før det sidste sving, - og jeg var ikke i stand til at træde op med den venstre alene, så jeg måtte af og få rettet foden ud! – Men jeg kom op på cyklen igen og fik trillet den sidste km. I mål og sjældent har glæden været større! – Jeg var træt, fuldstændig tømt for energi, men hele kroppen var fyldt med en følelse af lykke, jeg var glad og stolt, jeg havde besejret La Marmotte – og jeg var klar til at sælge min cykel og slå mig på Ludo!

De to gutter som jeg havde været i depot med for små 55 km. Siden var kommet i mål umiddelbart før mig og vi fik i fællesskab fat i diplomer og afleveret chip! Så gik turen ned – og selvom jeg havde vindjakken på, frøs jeg som en våd hund! – Mine energidepoter var fuldstændig tomme og det var faktisk temmelig anstrengende at køre de 15 km. Ned fra ”Alpen”. Tilbage på campingpladsen fik jeg en velfortjent øl, og nogen af de barske gutter som havde været i mål i flere time havde oven i købet haft overskud til at købe ind til aftensmad og sørgede for at vi fik en god og velfortjent middag!

Min samlede tid endte på 10t. 40m. 03s. Og den korrigerede tid blev 9t. 55m. 05s. (Her er nedkørslen fra Glandon trukket fra)

Og Ludo må vente, for allerede dagen efter var jeg frisk på at det ikke er sidste gang at Marmotten skal besejres!