La Marmotte 2012/Bo

Tekst

La Marmotte 2012

Skrevet af Bo Krabbe

Min først tur til La Marmotte – en helt uforglemmelig oplevelse i en storslået natur og et møde med bjergene jeg år efter år har set Tour de France rytterne slide sig op over.

Vi var fire ”drenge” (Jan, Jesper, Roar og undertegnede) 3 af os godt på vej mod de 60 og den sidste et sted i 40’eren. Vi mødtes onsdag sidst på eftermiddagen den 4. juli og fik pakket bilen med bagage og cykler, 3 bagpå og en inde i bilen. Jeg var ”inviteret” til at deltage og kendte kun én af de andre. Det viste sig hurtigt, at vi havde flere fælles bekendte på kryds og tværs, og snakken gik livligt sydpå over Storebæltsbroen og til første pit-stop i Tyskland, hvor den obligatoriske Carry Wurst og Weiner Schnitzel blev indtaget.

Efter ca. 15 timer – torsdag den 6/7 ved 9-tiden, ramte vi Alpe d’Huez første gang og i bil – DET VAR SKRÆMMENDE!

Vejret var gråt, småregn og danske sommer temperaturer. Alpe d’Huez starter med en stigningsprocent på 10,6 og ”flader ud” til 10 % på de første 2 km. Herefter ligger den på mellem 8,8 % og 6,2 %, i alt ca. 14 km lige op i himlen. Der var langt op i bil, og den virkede noget stejlere og længere end ”Tyren” og Gels Bakke, selvtilliden var på et absolut nulpunkt, og benene virkede som kogt spagetti, og det var ikke al dente, da jeg steg ud af bilen på toppen af Alpe d’Huez.

Vi fandt vores hotel, fik checket ind, læsset af og installeret os på 2 dobbeltværelser med cykler. Fandt en restaurant og fik spist noget frokost. Det var fortsat gråt og småregn, og stemningen var lidt mat. Jeg foreslog, at vi fik skiftet til cykeltøj og trillede ned af Alpen og fik prøvet at slide os op igen – bare lige for at have prøvet det, inden det var alvor om lørdagen. Der var ikke den store lyst til projektet, men det endte med at alle alligevel fik skiftet og kom på cyklerne. Ned kom vi rimelig nemt, omend der blev slidt noget på bremserne. Vel i bunden af Alpen – selvfølgelig med alt for meget tøj og nu i sol, startede vi opstigningen stille og roligt uden at forcere og var tilbage på toppen efter ca. 1 time og 10 min – og nu med selvtilden i top og med en tro på, at det nok skulle gå om lørdagen.

Fredagen gik med afslapning og en kort tur lidt ned af Alpen og op igennem de sidste 3 sving og lidt rundt på toppen af Alpe d’Huez – bare for lige at holde benene og kroppen i gang. God stor sen frokost og et stort aftensmåltid, så alle depoter blev fyldt op og så i seng for at være klar til morgenmad 5:30 lørdag morgen.

Mine rejsefæller var alle garvede La Marmotte deltagere, der havde kørt turen 1 eller 2 gange tidligere, så der var masser af gode og velmenende råd aftenen før, vi skulle starte, som f. eks. ”Bare fyr den af lige efter starten, så du kommer først ud til Glandon og ikke skal holde i kø for at komme op”. ”Tag en rygsæk med og fyld den godt op med vand og mad, så du ikke går kold”. ”Lad vær med at holde ind på depoterne – der så meget kaos – bare kør igennem, det er jo kun 175km.”

6.30 afgang fra hotellet og trille ned af Alpen til startbyen Bourg d'Oisans, hvor vores start skulle gå kl. 7:30. Vi blev ledt ind i startbokse med 2000 ryttere i hver og gjorde os klar til starten. Tisse, drikke lidt, tøj af - for koldt så tøj på igen - lidt nervøsitet og så tøj af igen og småfryse lidt, og endelige begyndte vi at trille stille og roligt og rullede igennem start gaten lidt over halv otte, og så var løbet i gang.

Første stigning er Col du Glandon, som vi møder efter ca. 10 km på flad vej. Lidt positions kamp, et forsøg på at finde en rytme og få kørt lidt varme i kroppen og specielt benene. Vi (Jan, Jesper, Roar og undertegnede) fulgtes stille og roligt af op ad Col du Glandon. Der var flere steder med stor trængsel, men det gik rimeligt nemt. Vores første depot bil fra Cycling Tours stod lige et par hunderede meter før toppen, og vi holdt ind og fik fyldt flaskerne, wind-breaker på og lidt Gel og så mase os igennem det officielle depot og af sted på første nedkørsel. Et par enkelte uheld med folk, der bremser forkert og kommer i slinger og ramme klippemuren, og andre der fortsætter ud over kanten – ambulancerne kører op og ned af bjerget.

Det lægger ligesom en vis dæmper på hastigheden, og gør at jeg vælger en sikker nedkørsel med hastigheder, der ikke kommer meget over 60 km/t – til gengæld kan jeg vel neden i bunden selv tage min wind-breaker af og fortsætte løbet uden uheld.

Fra bunden af Col du Glandon er der godt 20 km på relativ flad vej, men checker man profilen, er der en stignings % på ca. 1, så det er vigtigt her at finde en god stor gruppe at kunne sidde med i. Det gælder om at få spist og drukket rigtig godt på denne strækning for at være klar til Col du Télégraphe.

Vi starter ud sammen på Col du Télégraphe men skilles ret hurtigt, da vore rytmer er forskellige. Jeg når toppen ca. 15 min. før mine kammerater og gør et kort stop for at fylde vandflaskerne op inden en kort nedkørsel, hvor jeg spiser og spiser og drikker. Ved foden Col de Galibier ligger byen Valloire, hvor der er et depot med mad og vand, men jeg vælger at køre forbi uden stop og starter opstigningen.

Galibier lægger roligt ud med 5 %-stigning. Nogen har været så venlig, at de for hver km har sat en sten, der viser km tal tilbage til toppen og hvad stignings procenten er for den næste km – der er ca. 18 km til toppen i 2640 m højde. Der kan man så sidde og glæde sig over, at km tilbage til toppen går ned, til gængæld øges stignings-procenten næsten i samme takt. Mellem 5 og 6 km stenen måtte jeg lige af cyklen og tage et par billeder af den flotte natur J. Så kommer der en lille restaurant og jeg tror, at nu er jeg ved toppen, men det var jeg så ikke L.

Der ligger nu sne i vejkanten luften, er tynd, pulsen ligger faretruende højt, og mine ben er helt færdige. Jeg er ved at nå den sidste km mod toppen af Glaibier, som er dræbende med 2 ciffrede stignings-%. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom til toppen, men arrangørerne har heldigvis taget video ved hvert check point, og på den kan jeg se, at jeg kørte som en fuld mand, slingrede fra side til side og brugte hele vejens bredde.

Da jeg nåede toppen, var det Ind på depotet og fylde vandflasker, spise, spise og atter spise, på med wind-breaker og så ca. 1 km ned af bjerget til Cyclingtours bil, hvor jeg havde pakket en proteinbar og blandet en proteindrik. Ned med det, fik stukket et stykke chokolade i hånden så ellers bare på cyklen og fuld gas de næste ca. 50-60 km, hvoraf størstedelen er nedkørsel igennem en hel masse hårnåle sving og tunneller, ind og ud mellem biler og campere, der ikke kan holde samme fart som os på cykel.

Vel nede på den anden side af Galibier. Fandt en god gruppe, der holdt en 38-40 km/t på det korte flade stykke hen til start byen Bourg d'Oisans, der ligger ved foden af Alpe d’Huez. Ind på depotet, samle lidt mod og fylde vandflaskerne for sidste gang, spise, drikke, spise og drikke igen – og så lige tømme blæren inden den sidste udfordring – de 14 km og 21 hårnåle sving op af Alpe d’Huez.

Strategien var at komme igennem de første 2 km, hvor stigningen er værst, og herefter bare overleve de sidste ca. 20 hårnåle sving.

Det var et fantastisk sceneri med masser af mennesker, der heppede, vanddepoter og folk der hældte vand ud over os. Jeg kom forholdsvis godt igennem de første 2 km og fortsatte til ca. midt på bakken, hvor jeg tømte det meste af et vanddepot og slugte et par gels. Så gik det videre de sidste godt 7 km, som jeg kom fint igennem uden de store kriser. De sidste 3 sving er ualmindelige lange, og den sidste stigning op mod byen føltes som uendelig lang.

Indkørslen til byen er afslutningen på stigningen, hvor der ligge en række barer. Her bør man selvfølgelig rejse sig og spurte det sidste stykke bare lige for at få lidt opmærksomhed, og det gjorde jeg så. Problemet var bare, at jeg fejlbedømte afstanden og fik sat spurten ind lidt for tidligt. På en træningsaften på lige vej betyder det ikke så meget, men når vejen stiger med 7-8 % er det ret katastrofalt, når pulsen rammer 110 % af max, og benene bliver som gele, sådan ca. 25 m FØR barerne, der fyldt med mennesker.

Man kan bare ikke stå af og trække, så der er kun et at gøre; bide tænderne samme og håbe på det sorte for øjnene forsvinder, når bakken flader ud, og pulsen komme ned igen. Jeg overlevede og fik kørt de sidste 1-2 km igennem byen til målstregen – en fantastisk følelse at være i mål uden uheld, punkteringer eller alvorlige kriser.

I min aldersklasse skal man gennemføre under 9 timer for at køre på en ”guld tid”. Min officielle diplomtid blev 8 t og 54 min.

Stor tak til Cycling Tours, Gert Caspersen og hans crew, der havde arrangeret tilmelding, hotel på toppen af Alpe d’Huez og 2 depot biler, der servicerede os 4 steder på ruten.