La Marmotte 2012/Tonny

Tekst

Skrevet af Tonny Lund

Kære alle i Furesø Cykelmotion.


Allerførst tak til Bo for et super indlæg, som jeg på ingen måder kan matche, ligesom jeg heller ikke kan matche Bo´s racer tid ;o))

Mit La marmotte startede ved Ballerup cykelarena, hvor bussen fra velo tours, samlede en samling håbefulde La marmotte deltagere op. Cyklerne blev på forsvarlig vis anbragt i den dertil indrettede cykel trailer.
Og så af sted, jeg vil indledningsvis sige at hvis man skal ned og køre løbet, vil jeg en anden gang helt sikkert vælge Bo´s model, med at finde nogle stykker og drage af sted i bil.
Et er at sidde og SOVE ret op ned i 27 timer, et andet er at høre på formaninger og irettesættelser fra 2 halvgnavne buschauffører, ” I må ikke bruge toilettet det er meget svært at tømme – Vi stopper når vi siger til – når vi siger 14.53 mener vi 14.53 osv osv”.
Ikke at jeg ikke kan se rimeligheden i at aftale og overholde et givent tidspunkt, men når 2 fyldte turistbusser stopper, og folk skal stort og småt, og samtidigt prøver at finder noget nogenlunde spiseligt i landevejs cafeteriets fodertrug, så kan det godt knibe med 28 minutter.
Humøret blev en kende bedre da der blev sat en film på, og natten nærmede sig.
Min ven Mads som jeg drog af sted med, er en super rytter omend i den lidt tungere kaliber end jeg, og da jeg jo som bekendt heller ikke er specielt lille, var pladsen lidt trang. Da Mads endelig overgav sig klokken 03.00, og begav sig ned på midtergangen for at sove punkterede vi.
Nå men hjulet blev skiftet og uden andre nævneværdige forstyrrelser, ankom vi på toppen af alpen ved 11.00 tiden torsdag formiddag.
Efter indtjekning og et ordentligt morgen foder, gik vi i gang med at samle cykler.
Henrik, min anden ven på turen Mads og jeg, delte værelse og det var i sandhed en oplevelse af de store.
Som Bo så rigtigt beskriver, var det tidlige vejr ikke særlig artigt, men det skulle vise sig, hvor hurtigt det kan skifte i bjergene.
Henrik, Mads og nogle ”drenge” fra Sorø besluttede at slå pjalterne sammen og begive os ned af Alpen i samlet trop. Det skal siges, at jeg ud over at have kørt med jer fra Furesø op og ned af tyren, ikke har den store bjergerfaring, og jeg havde frygtet nedkørslerne, men at cyklen accelerer så hurtigt, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, fra 0-60 inden du kan sige nedkørsel.
Og så skete det der bare ikke måtte ske, Henrik´s dæk eksploderede og han røg på r.. og albuer, heldigvis slap han uden de store skræmmer, men der satte sig et par grimme ar på psyken.
Mads og jeg kom nogenlunde sikkert ned til Bourg d'Oisans, hvor vi fandt en kaffebar og panik angsten lagde sig.
Og så kom solen, så lange bukser sko overtræk og lange ærmer var et onde som ”bare” skulle med op igen, det lykkedes mig at kæmpe mig op i samme tid som Bo, 1 time og 9 minutter og en del erfaringer rigere.

Om aftenen var der informations møde, og alle tricks blev lagt på bordet, alt i alt lød det meget ligetil det hele, find en flok skøre hollændere og læg dig på hjul, så bærer de dig hen til det første bjerg Glandon, find din rytme og spis og drik. På toppen drikker du alt det du kan og kører konservativt ned, så finder du en gruppe mindst lige så tossede hollændere, som så bærer dig hen til Telegraphe, imens skal du spise og drikke og foregive at du er ved brænde sammen.
Så kører du fornuftigt op af Telegraphe, ikke forcere, for forude venter Galibier.
På plateauet mellem Telegraphe og Galibier skal du spise og drikke.
Hvis du får røven med op over Galibier, skal du nyde turen ned, alt i mens du spiser og drikker.
For foden af alpen skal du smide alt unødvendigt, hvis man er i besiddelse af noget sådan.
Og så skal man BARE op, hvilket skulle vise sig at blive min største prøvelse i ikke bare mit cykel liv men i mit motions liv generelt, sorry roklub men det her har overtaget 1ste pladsen. Alt i alt lød det meget simpelt.

Fredagen forløb fredeligt, med indskrivning og savlen over alle de lækre cykler, som var udstillet i mål området.

Natten til lørdag var et mareridt, et kammer med 3 store drenge der rumleskider ad libitum, og tanker der kredser om de forestående strabadser, er bare ikke ideelle sove betingelser for champions.

Ikke særligt udhvilede, vågnede vi tidligt lørdag morgen, og begav os til morgen buffeten.
En ordentlig skål havregryn med rosiner og en del kopper kaffer senere, stod vi på værelset og prøvede at finde plads til alle de gels og energibarer som skulle fortæres under turen.
En skræmmende ting man også skal have i baglommen, er et slags kadaver skilt med din blodtype osv, hvis nu !!!!!!!!
Er bange for, at der var en del der fik brug det.

På vej ned indtraf der 2 meget uheldige ting, Henrik var desværre blevet skræmt af styrtet om torsdagen, og besluttede ikke at køre ned ØØVVVV, men et er ens egen sikkerhed, men man har også et ansvar over for andre ryttere, så en meget modig og voksen beslutning, som jeg nok ikke selv kunne have ført ud i livet.
Det andet uheld var at Mads allerede i andet sving, punkterede og røg ned på fælgen, som efterfølgende knækkede P……
Vi skulle derfor have bugseret Mads ned til Bourg d'Oisans, hvor vi håbede at cykelforretningerne havde åbnet. Med eder og forbandelser fik vi presset Mads ind en fransk familiebil, som ikke var super glade ved synet af en stor dansker, der pressede sig ind imellem deres 2 børn. Heldigvis havde de cykelanhænger på, så både Mads og cykel kom sikkert ned.
Det skal siges at Mads fik købt et nyt hjul, men desværre ikke nåede at komme til den samme start som jeg.

Ved start mødte jeg for første gang Bo, som så trimmet og kampklar ud.
Jeg mødte også Sorø drengene som jeg aftalte at følges med, så godt det nu kunne lade sig gøre.
Kl.07.30 gik starten på gruppe 2, og så skal jeg ellers love for at der blev trådt igennem, 35-40 km/t hen til foden af Glandon, som startede inde i en skov, jeg syntes at det vildt fugtigt og hvad helv…. lavede alle de cykelryttere på mit bjerg, det var en anelse kaotisk, men jo længere man kæmpede sig op ad, jo større blev spredningen.
Et stykke op ad Glandon kommer der en rimelig stejl nedkørsel, der ender brat i et skarpt venstresving, og så er det baaaaare stejlt den anden vej, på det stykke stod der en dansker og råbte på hjælp i vejkanten ”værktøj hjælp”, hvad der skete ved jeg ikke, men pludselig stod jeg med olieindsmurte fingre og prøvede at hjælpe, hele bagskifteren var røget af, og efter 10 min tid blev vi enige om at der ikke var meget at stille op, surt.
Da jeg steg på cyklen eller rettere prøvede, væltede jeg og slog hul på albuen, da der var så ski…stejlt.
Resten af turen op ad Glandon forløb uden problemer og i godt humør.
Det gode humør forduftede en smule, da det gik op for mig, at nedkørslen som alle talte med ærefrygt om, snart ville indfinde sig.
På toppen drak jeg og fyldte dunke, og vejen ned var ikke så slem som frygtet, der var som Bo beskriver, godt nok en del forslåede mennesker, og konstant hørte man lyden af enten dæk der eksploderede eller sirener der hentede tilskadekomne. De mest sindsyge nedkørere eller skal man kalde dem uhensynsfulde, var 4 englændere som havde så travlt at de også skulle overhale den forankørende ambulance, der tænkte jeg sgu mit.
Vel nede af Glandon, fandt jeg min gruppe skøre hollændere, som fragtede mig sikkert til bunden af Col de telegraphe.
Lige inden opkørslen er der en lille bro, man kører under, inden broen er der en lille vandpumpe, som en af de lokale betjener, så hvis man trænger og det gør man, så stop og drik.
Ved den vandpost stod også Sorø drengene, som må have taget en smutvej nedad, da jeg tydeligt husker at jeg kørte fra dem op af.

Col de telegraphe er smuk forhindring, men også bare forretten til Galibier , så jeg fandt et pænt jævnt tråd og kørte derop af, et stykke der oppe af, overhalede jeg Bo, så jeg syntes at jeg havde det hele i min hule hånd, det hævnede sig senere.
Da der manglede 3 km punkterede jeg for første gang på turen, ny slange i og videre.
1 km fra toppen stødte jeg ind i Søren fra Værløse sikke et sammentræf, ikke at jeg ikke vidste han kørte på ruten, men ligefrem at rende ind i hinanden, det var et fedt øjeblik, og da vi begge var godt kørende slog vi pjalterne sammen.
På toppen drak og spiste vi lidt.

Galibier:

Galibier er en sniger, først tror man ikke rigtigt at det er noget, landskabet er smukt, marker på begge sider, små søer hyggelige landsbyer meget idyllisk, dog ingen slotte Leth. Men pludselig fremme ser man at vejen slår et knæk til højre, man kigger op, og ser hylderne hvor der sidder ligesindede og træder firkantet i deres bestræbelser, på at få røven op over.

Og netop der skifter landskabet karakter, fra blid bondeidyl, til rå klipper med sne og smeltevand.
Til informationsmødet havde vi fået besked på, at en af velo tours biler ville befinde sig ca. 3 fra toppen, så man glædede sig, som et lille barn til sin pose med colaen og chokoladen, jeg følte mig som Merethe i livet er fedt, da hun fik af vide a t hun måtte spise et stykke knækbrød.
Men min længsel skulle vare længe, da de uden vores vidende havde besluttet at parkere bare 900 meter fra top, jeg var rasende.
Man er under konstant fysisk tortur og det eneste der holder humøret lidt oppe, er den skide twix man ved man har pakket ned, så da bilen ikke var der hvor det var aftalt, følte man sig forrådt.
Og i takt med at raseriet voksede, valgte stigningsprocenterne at gøre akkurat det samme, de sidste 2 var sgu grumme, men jeg følte mig egentlig godt tilpas.
På toppen var der buffet med brød pølse og brie, da jeg senere på aftenen vendte ruten med Mads, fortalte han mig ganske diskret at han havde konsumeret 8 stk brie på toppen, imponerende.

Modsat andre havde jeg større problemer ned af Galibier end ned af Glandon, det må være noget med det store udsyn, og den ekstreme fart du kan få, jeg blev overhalet på kryds og tværs, og endnu en gang måtte jeg se Arne fra Sorø glide ud af mit synsfelt med 100 km/t.
Nedkørslen føles uendelig lang, og i den lange tunnel hvor der er bælragende mørkt, blev en af cykelkollegaerne strejfet af en bil og måtte til tælling, han kom dog på cyklen igen, jeg valgte af samme årsag at følges med en, der havde været så kvik, at tage baglygte på, det har jeg også næste gang.
Alpe d’Huez mit waterloo……

Jeg ankom egentlig ok til bunden af alpen, til trods for at det store indtag af geleprodukter, var begyndt at rumstere faretruende i dunken. Så ærlig talt jeg sprang tissetåren over da jeg var bange for udledning et andet sted også, undskyld..
Jeg smed som aftalt alt det overskydende da der nu ”kun” var 14 km tilbage.
De første 2-3 km som er de klart værste gik rimelig smertefrit, derfra kan jeg kun huske brudstykker fra resten af turen, jeg kan huske folk der lå og sov, folk der lå og beklagede sig, folk der trak op, men de mest irriterende, var de folk der var på vej ned med medaljer om halsen.
Aldrig har jeg lovet mig selv så mange ting, som da jeg kørte der og havde ondt af mig selv.
Lidt over halvvejs, var der et vanddepot hvor de badede os der så mest stegt ud, det var en åbenbaring, jeg blev badet og jeg drak 1 ½ vanddunk, og så videre.
Jeg var i mine følelsers vold, jeg har aldrig været så langt ude, så da en stor gruppe danskere så mig, og løb op siden af mig og sang ”jeg er så glad for min cykel” ,og heppede mig videre fik jeg sgu en klump i halsen.
Ved 4 sidste sving ringede jeg til Henrik og sagde at nu kunne han godt gå ned i mål området, og vente på den store klinges betræder.
Ved 3 sidste sving hentede jeg supernedkøreren Arne, vi kiggede bare på hinanden og jeg kunne se at han havde endnu mere udsolgt end jeg.
Ind gennem byen, barer hvor folk sad og heppede, en rundkørsel hvor Henrik stod og råbte ”sådan Lund” endnu en klump i halsen og så i mål, hvor Bo på en eller anden måde stod.
Officiel tid 09.15.03 jeg er lykkelig over tiden, første mål var at fuldføre og andet mål var at fuldføre inden 12 timer så jeg er fuldt ud tilfreds.

Bodycount:

Fra vores bus.
6 der faldt om under aftensmaden, de måtte i drop , så vi havde 2 ambulancer ude foran hotellet.
1 kom først hjem om tirsdagen, desværre i et ambulance fly med brækket lårben, og andre små knubs.

Til allersidst vil jeg gerne sige tak for at i i TWC har trukket mig rundt i omegnen uden jeres træning, er jeg sgu ikke sikker på at jeg havde fået Røv… med op over.