Mallorca 2010

Tekst

Beretning fra Mallorcaturen 2010.

Skrevet af Dan Jønsson.


Hvem har ikke hørt om de frygtløse cykelryttere og deres uudholdelige kamp op ad de nådeløse bjerge. Hvem har ikke tit siddet foran skærmen med både ærefrygt og gru, og set dem køre med uhyggelig fart og dødsforagt ad de farlige nedkørsler. Og hvem har ikke tit spurgt sig selv: ”Hvem er dog de folk, der frister en sådan udfordring på disse dødsens farlige veje?” Jeg har spurgt mig selv mange gange, og endelig overvandt nysgerrigheden min frygt, og jeg tog af sted med en flok seje cykelryttere, der før havde trodset den barske natur.


Jeg husker da jeg stod i lufthavnen og hilste på de andre ryttere. Det var tavse og målbevidste folk, og jeg spekulerede på, om jeg nogensinde ville vinde deres respekt.

Jeg husker da vi sad i flyveren og så bjergene for første gang. Jeg tænkte:”Det kan da ikke være menneskelig muligt at cykle op ad de høje bjerge!”, men jeg skulle blive meget klogere.


Hotellet vi skulle bo på var heller ikke for sarte sjæle. Ud af klubbens deltagere, måtte 4 have et nyt værelse, da de var blevet slidt op af andre håbefulde cykelentusiaster.


Efter at have pakket tøjet ud, og lagt det i sirlig orden, som dengang da jeg var i søværnet , for denne opgave skulle behandles med respekt, gik jeg ned til buffeten, hvor de andre var ved at indtage deres specielt udvalgte kulhydrater, i nøje afmålte mængder. Det var nemlig meget vigtigt at fylde sin krop med energi, så man kunne bestige de bjerge, som guiden havde planlagt på turen, dagen efter. Jeg satte mig ved et bord, hvor der i forvejen sad 3 af klubbens meget målbevidste medlemmer. Det skulle vise sig at være mit held, at have mødt Per, Ole og Lars, som tog mig under deres beskyttende vinger. De lærte mig hvad der især var vigtigt at spise og drikke dagen før,- bla. pommes frites, is og kager, som skulle skylles ned med rødvin, men også fadøl, da humle var godt for bentøjet. Per var den bedste klatre af de 3, men det skyldtes nok at han var den der kunne indtage flest kulhydrater. Og han var også glad for, at det var buffet, for ellers havde han ikke haft råd til at tage med.


Første dag skulle vi kun trille en lille tur, så benene kunne vænne sig til at køre opad. Det blev bla. til en tur op ad militærbakken, som vi skulle få fornøjelsen af flere gange på andre dage. Dagen efter var turen længere, og her måtte jeg betale prisen for ikke at have gjort, som Ole havde lært mig mht. pommes frittes, og måtte lide 25 km. med krampe. Efter den dag turde jeg ikke undlade pommes frites, for de vidste hvad de talte om.


Hver morgen startede vi med at køre op ad ”Kvalmebakken”, kort tid efter morgenmaden. Bakken havde nogle steder 10% stigning, derfor navnet. Her blev man mindet om, at det ikke var en fornøjelsestur, men en tur hvor man skulle finde sin indre kriger. Mens man trillede ud mod dagens tortur, havde man muligheden for at sludre lidt med de andre lidelsesfæller. Jeg fandt ud af hvilken fantastisk klub jeg havde meldt mig ind i, og hvilke dejlige klubkammerater jeg havde fået, som alle er fightere, og som fandt deres indre kriger hver dag.


Hver dag var en stor oplevelse, og hvor man flyttede egne grænser . Efter veludført selvpineri, mødtes vi alle på den lokale bar, hvor vi indtog en lille mængde trylledrik til benene (Humle). Da vi var færdige med at fylde depoterne med alt fra buffeten, gik vi ud i de bløde sofaer, og hyggede med diverse drikke, mens vi alle roste os selv, og kunne mærke at selvtilliden blev større og større. For når man kunne bestige de bjerge, måtte man være lidt overmenneskelig.


Jeg vil gerne sige tak til alle på turen, for en dejlig og hyggelig uge. Det har været rart at lære jer alle at kende, og det har bekræftet mig i, at det er et stort plus at være medlem her.


Så lad mig slutte min beretning ved at sende en hilsen,- en hilsen fra en af Furesø Cykel Motions medlemmer, der trods sin svaghed og frygt udholdt kvalerne og cyklede 800 km. og 11000 højdemeter i denne barske natur, nu endelig med rette kan kalde sig en cykelrytter.