Påsketur 2013

Tekst

Skrevet af Dan Dyfort Jønsson

Der var lagt en lille trilletur ind i kalenderen, og da metreologerne havde lovet godt vejr, havde vi regnet med lidt flere fremmødte.

Men tre mand trodsede sofaen og en ekstra time under dynen, troppede op og lignede små glade drenge der lige havde fået nye cykler i julegave. Det var glæden over at komme ud på landevejen igen.

Men allerede efter få kilometer blev smilet lidt stift, ikke nok med atter at blive overrasket over hvor hårdt det er at cykle ude i den virkelige verden, for det blæser jo ikke i X-Trainer eller på hjemmetræneren, men der var også én der havde smugtrænet hele Påsken på landevejen.....Ringo! Det var nok den værste kombination....vind, bakker og en Ringo der ikke var til at styre. Så undertegnede mistede først hjulet, så motivationen og overvejede et kort stykke tid at sælge sin cykel og Mallorcarejse i en samlet pakke. Men Christian og Ringo satte turbotempoet ned, og så gamle kælling kunne følge med igen.

Det var dejligt at komme ud og "trille" igen, og jeg kan kun opfordre alle der skal med til Mallorca at komme ud, for I bliver overrasket, igen i år, over hvor hårdt det er, efter at have siddet indendørs og troet på hvor gode vi er. Det tager lidt tid før kroppen forstår at nu er det alvor igen.

Men nu må vi se hvor mange der kommer til vores sæsonstart/standerhejsning tirsdag d. 9 april kl. 18, hvor der også er hygge bagefter. Vi ved godt at der er flere der har afleveret deres cykel til Mallorca, men det forhindrer jer jo ikke at troppe op til hygge lidt senere.